torsdag den 19. juli 2012

Bananens hemmelighed!

Egentlig har jeg aldrig været ret vild med bananer, har altid syntes de er sådan lidt ulækre. Bananer indeholder mange B6 vitaminer. Bananer stammer med al sandsynlighed fra et område omkring Indien, og de er blevet dyrket i disse områder i omkring 4000 år. Omkring år 600 f.kr. blev bananen nævnt i en buddhistisk tekst. Når dette så er sagt, så har jeg som sagt aldrig været helt tosset med bananer. De er sådan lidt klammeagtige, og det har afholdt mig fra at bruge dem i madlavning. men men men, jeg har fundet ud af at bananen har en hemmelighed (: Hvis den blendes eller moses og tilføjes i kager eller desserter, så smager den helt fantastisk! Jeg kunne personligt aldrig drømme om bare at spise en banan rå, sådan for min egen fornøjelses skyld, men her er et par opskrifter, med bananer som hovedingrediens, helt vildt dejlige bananagtige kagedimser!

Vegansk banankage med chiafrø og mandelmel:

1 spsk. chiafrø
3 spsk. vand
2 dl. hvedemel
1 dl. mandelmel
1/2 dl. rørsukker
1 tsk. havsalt
2 tsk. bagepulver
1-2 tsk. vanillesukker
1/2 dl. vegetabilsk olie
3 modne bananer.

Tænd ovnen på 175 grader. Chiafrøene blandes i vandet i en lille skål, lad dette stå imens du mixer resten af kagen sammen. Bland alle de tørre ingredienser i en skål. Mos bananerne sammen med olien i en anden skål, og tilsæt chiafrøene. bland de våde ingredienser sammen med de tørre. Bag kagen i en smurt rugbrødsform i ca. 20 min. Da der er meget forskel på ovne vil jeg anbefale at man holder godt øje med kagen. Nogle kan være lidt længere eller kortere tid om at bage end andre. Stik i kagen med en skarp kniv, når der ikke hænger dej ved er kagen færdig. (Mandelmel og chiafrø kan købes i helsekosten, hvis man ikke kan få fat i mandelmel kan majsmel eller kikærtemel bruges. Chiafrøene kan udelades, men de giver et godt pift til kagen.) Hvis der er rester af kagen, så opbevar i køleskab, kagen smager fantastisk dagen efter også (:


Veganske banan-pandekager:

3 dl. ris eller soyamælk.
1 moden banan
3 dl. kikærtemel
1 dl. hvedemel
2 tsk. bagepulver
2-3 tsk. kanel
Vanillefrø fra en stang vanille.
Vegetabilsk olie til stegning. 
Evt. 1 spsk. chiafrø.

Alle ingredienserne blendes, lad dejen stå og trække i ca. 10 min. Pandekagerne steges i lidt olie på forholdsvis høj varme. Pandekagerne bliver små og tykke, ligesom amerikanske pandekager. Server med flormelis og sirup. Du og dine kære vil elske de her små herligheder (:

Så før jeg dømmer bananen for hårdt, vil jeg sige at den faktisk kan være yderst velsmagende! 
Bananen har ihvertfald fået en plads i mit køkken og i min madlavning, den skulle bare lige bevise sit værd (: 


0 kommentarer:


Velkommen til Pablos Corner (:

Jeg er blevet vegetar for ca. 3 år siden, og er for nylig begyndt at leve vegansk. Jeg har en passion for grøn mad. Jeg elsker at stå i mit køkken og eksperimentere, smage til og finde på nye retter. Pablo og jeg bor i det sydfynske, hvor vi har både strand, skov og drivhus tæt på.
Til hverdag læser jeg til socialrådgiver, hvilket jeg også brænder meget for.
Denne blog vil handle om grøn livsstil, og alt hvad dertil kommer. Dyrenes velfærd, veganske produkter, kærlighed til naturen og meget andet. Du skal være vekommen til at komme med forslag til emner som kunne være interessante at skrive om.

De kærligste hilsner fra Pablos Corner.